HETFIELDZ (s) + special guest BLOODY DICE (dk)
Ét af verdens allerbedste Metallica hyldestbands, Hetfieldz fra Gøteborg i Sverige, kigger nu for første gang forbi Danmark hvor de bl.a. besøger Kedelhuset i Silkeborg. Hetfieldz er kendt for deres kompromisløse og energiske tilgang til originalmaterialet som afspilles stort set 1:1 med Metallica selv. De har kort og godt fanget essensen af det band som de selv elsker mest i hele verden – og dette er i øvrigt gengældt af Metallica selv, i det Hetfieldz personligt blev udvalgt til at spille til Metallicas officielle ”In-Between” fest i Sverige på deres ”M72 World Tour” som også ramte Danmark den 14. og 16. juni i år.
Fra de tidlige trash-dage med ”Kill ’Em All” til de nyeste toner fra ”72 Seasons”, leverer Hetfieldz en sonisk rejse gennem Metallica kataloget som ingen andre gør dette – ikke engang Metallica selv, da Hetfieldz også honorerer de lidt mere obskure sange fra det omfangsrige bagkatalog som Metallica er legendarisk kendte for i dag! På én gang rå og samtidigt utroligt velspillende er det som at være i selskab med legenderne selv. Og nu kan du så selv opleve dette svenske energibundt af et hyldestband til Metallica i Kedelhuset i Silkeborg d. 19. september 2025!
Opvarmningen varetages af den superfede københavnske hardrock kvartet Bloody Dice, som allerede i deres korte levetid har udgivet 2 fulde albums, med et tredje i støbeskeen mens dette skrives. Det er et band med noget på hjerte, og Bloody Dice føler at musikindustrien har bevæget sig alt for langt væk fra rødderne: “Vi går efter den ærlige lyd, hvor musik lyder som den er spillet af mennesker og ikke maskiner. Vi skal have varmen og dynamikken tilbage, vi skal omfavne det uperfekte og upolerede, fordi det er det som gør hele forskellen.”